Onsdag den 9. september 2026 blev sæsonen endelig skudt i gang med LMP24 Challenge RRO – OMR Afd. 1 hos Racer Rillen Odense.
Aftenen bød på deltagelse af 7 kørere fra RRO og OMR, masser af god stemning og en bane, der står rigtig flot efter både rengøring og smøring. Det var samtidig tydeligt, at de medlemmer, der har fået trænet hen over de seneste klubaftener – og som havde fundet de helt rigtige motorer frem – fik god valuta for indsatsen.
Løbet blev afviklet i to heat, hvor de tre langsomste fra kvalifikationen kørte første heat med fire påsættere, mens de fire hurtigste kørte andet heat med tre påsættere. Det gav en fin og fair afvikling, selvom der naturligvis stadig var tæt trafik, kampe på banen og et par små uheld undervejs.
Aftenens eneste minus var, at vores LiveTiming til hjemmesiden desværre var stået af under træningen sidste onsdag. Problemet er nu løst med ftp-serveren og statistikken er opdateret under LiveTiming. De ChatGPT udarbejdede skemaer er derfor fjernet.
Og sikke en sæsonåbner!
Jens Otto Frederiksen lagde stærkt fra land og tog sejren med 193,17 omgange, skarpt fulgt af Peter Rasmussen med 192,33 omgange – altså 21 meter! På tredjepladsen fulgte John Christensen med 181,23 omgange.
Det bliver ikke nemt at hamle op med Jens Otto og Peter, hvis de fortsætter med at være så ihærdige 🙂
Stort tillykke Jens Otto – vildt kørt!
Resultater og statistik fra aftenen: https://rro.dk/LiveTiming/LapMasterResultLink.htm


